Der er 51 ord i ordlisten.
Sider: 1
| 2015 Målene | Er otte mål for udviklingssamarbejdet, der tilsammen skal bekæmpe fattigdom og sikre udvikling i verdens fattige lande. De otte mål er fastsat af verdens statsledere under et FN-topmøde i 2000 (se FN). Målene hedder 2015 Målene, fordi de skal være opfyldt inden 2015.
|
| | |
| Absolut fattigdom | Betyder, at man har en så lav indkomst, at selv de mest basale menneskelige eksistensbehov ikke kan dækkes. Det kan være helt grundlæggende behov for husly, rent vand og mad. (Se også fattigdom og relativ fattigdom).
|
| | |
| Betalingsbalance | Balancen mellem, hvad landet køber i udlandet, og hvad landet sælger i udlandet. Hvis man køber mere i udlandet, end man sælger til udlandet, har man underskud på betalingsbalancen. Betalingsbalancen kaldes også valutabalancen.
|
| | |
| Bilateral bistand | Bistand fra ét land til et andet land, altså en aftale mellem to lande. "Bi" betyder to. Bilateral bistand er det modsatte af multilateral bistand, der ydes til mange lande gennem internationale organisationer.
|
| | |
| Bistandssamarbejde | Samarbejde om bistand. I forbindelse med udviklingshjælp arbejder f.eks. Danida tæt sammen med modtagerlandet om at udarbejde planer for bistanden. På den måde forsøger man at tilpasse bistanden bedst muligt til ønsker og behov i modtagerlandet.
|
| | |
| BNI | Er en forkortelse for Brutto National Indkomst. BNI er det beløb, et lands indbyggere i gennemsnit tjener om året. BNI udregnes ved at tage den samlede indkomst for alle indbyggere i et land. Dertil skal lægges de penge, der sendes hjem til landet fra de indbyggere, der arbejder i udlandet. Derfra trækkes de renter, landet skal betale for sine lån i udlandet og det beløb, som udlændinge og udenlandske firmaer tjener og tager med ud af landet.
|
| | |
| BNP | Er en forkortelse for Brutto National Produkt. BNP er værdien af den samlede produktion i et land. Det vil sige: Den samlede produktion af varer og serviceydelser, men værdien af de anvendte råvarer trækkes fra.
|
| | |
| Bæredygtig | Bæredygtighed er at dække sine behov uden at ødelægge muligheden for at dække dem i fremtiden. Det betyder, at man f.eks. ikke udpiner jorden, fælder al skoven eller bruger alle råvarerne.
|
| | |
| Bæredygtig udvikling | Et udviklingsprojekt er bæredygtigt, hvis befolkningen selv har mulighed for at tage over, når landet ikke længere modtager støtte udefra. Altså et projekt, der kan bære sig selv i fremtiden. Hvis befolkningen skal overtage en skole, et vandværk eller lignende, er det nødvendigt, at der er mennesker med uddannelse og tekniske kunnen, at der er økonomiske muligheder - og at der er kræfter og overskud i det hele taget.
|
| | |
| Børnedødelighed | Antallet af børn ud af 1000 børn mellem et og fire år, der dør på et år.
|
| | |
| Børnekonventionen | Er ”FN’s konvention om Barnets Rettigheder” (se FN). Børnekonventionen er en international aftale, der handler om at sikre børns grundlæggende rettigheder i forhold til mad, bolig og sundhed og sikre børns ret til udvikling, beskyttelse og medbestemmelse. Alle lande i verden – undtagen USA og Somalia – har skrevet under på Børnekonventionen.
|
| | |
| Danida | Er en forkortelse for ”Danish International Development Assistance”, som betyder Dansk international udviklingsbistand. Danida er en betegnelse for den del af det danske udenrigsministerium, der arbejder med bekæmpelse af fattigdom i u-landene.
|
| | |
| Eksportere | At sælge varer til udlandet. Modsat at importere, der betyder at købe varer i udlandet. Det er vigtigt for et land at have balance mellem import og eksport. (se betalingsbalance)
|
| | |
| Eksportprodukter | Produkter fremstillet med henblik på eksport. Eksportprodukter er vigtige for et lands betalingsbalance (se betalingsbalance). Det kan være et problem, at man satser så hårdt på eksportprodukter, at man ikke har varer nok til sit eget land.
|
| | |
| Ekstrem fattigdom | Verdensbanken har defineret en generel fattigdomsgrænse på 1 dollar om dagen. Det er det beløb, man som minimum skal have til rådighed for at kunne få dækket de mest basale behov som mad, husly og rent vand.Lever man for under 1 dollar (ca. 6 kr.) om dagen, har man store vanskeligheder med at få dækket disse behov. Mennesker i den situation betegnes derfor som værende ekstremt fattige. (Se også fattigdom, fattigdomsgrænsen, absolut fattigdom og relativ fattigdom).
|
| | |
| Fattigdom | Fattigdom er ikke bare et spørgsmål om mangel på mad og penge. Fattigdom rammer hele menneskets hverdag: Den fattige har som regel ikke mulighed for at gå i skole og få en uddannelse eller få lægehjælp. Den fattiges status i samfundet er lav, ingen regner med ham – og slet ikke hende. Kvinder og piger er de fattigste af de fattige, og de har endnu mindre indflydelse på samfundsudviklingen og på deres egen situation. Når man taler om fattigdom, skelner man mellem relativ fattigdom og absolut fattigdom. (Se relativ fattigdom og absolut fattigdom).
|
| | |
| Fattigdomsgrænse | En fattigdomsgrænse er den mindste indkomst, som det er muligt at leve af i et land, uden at leve i fattigdom. (Se ekstrem fattigdom).
|
| | |
| FN | Er en forkortelse for Forenede Nationer. FN har 191 medlemslande, og det er næsten alle lande i verden. FN blev dannet lige efter Anden Verdenskrig med det formål at være med til at sikre fred og skabe samarbejde og udvikling i verden. FN-pagten trådte i kraft d. 24. oktober 1945. FN bliver omtalt som det internationale samfund. Medlemslandene betaler til FN, alt efter hvor rige eller fattige de er. I FN er der en række organisationer, der står for forskellige indsatser verden over. (Se UNICEF, WTO og WHO).
|
| | |
| God regeringsførelse | God regeringsførelse er, at et land har et stabilt, demokratisk og velfungerende styre. Det drejer sig om bekæmpelse af korruption (se korruption) og undertrykkelse af politiske eller etniske mindretal. Det drejer sig også om at få statsadministration og retsvæsen til at fungere stabilt og effektivt.
|
| | |
| Humanitær bistand | Bistand, der ydes i pludseligt opståede katastrofesituationer, hvor mennesker har brug for akut hjælp. Det kan f.eks. være som følge af naturkatastrofer, hungersnød eller krigs- og konfliktsituationer. Humanitær kommer af ordet ”human”, der betyder menneskelig. Humanitær bistand kaldes også nødhjælp. (Se nødhjælp).
|
| | |
| I-land | Et i-land er et industrialiseret land med fabrikker, gode veje, computere og butikker med masser af varer. Et i-land er det modsatte af et u-land. (Se u-land).
|
| | |
| Importere | At købe varer fra udlandet. Modsat eksport, som er at sælger varer til udlandet.
|
| | |
| Infrastruktur | Det kan være veje, havne, lufthavne, jernbanenet, telefonnet og internet. Det er den struktur, der gør, at forskellige landsdele og forskellige lande kan kommunikere og transportere varer, personer og informationer. Dette kaldes også for fysisk infrastruktur.
|
| | |
| Koloni | En koloni er et land, der er behersket og udnyttet af et andet land. Fra 1500-tallet erobrede de europæiske lande kolonier i hele verden. Disse skulle forsyne kolonimagten med råvarer til industri og husholdning. I løbet af 1800-tallet løsrev staterne i Syd- og Nordamerika sig fra de europæiske kolonimagter. Fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet herskede seks til syv europæiske lande over næsten hele Afrika og store dele af Asien. Fra 1950´erne og ca. 30 år frem fik de fleste kolonier selvstændighed - i mange tilfælde efter blodige krige. I mange kolonier er den økonomiske afhængighed af kolonimagten dog fortsat. De fleste u-lande er tidligere kolonier.
|
| | |
| Kolonisering | Stammer fra ordet koloni, som betyder: bosættelse på fremmed grund. Når man med magt tager et fremmed område eller land i sin besiddelse, kaldes det at kolonisere. Det område man har taget, kaldes en koloni.
|
| | |
| Korrupt | At være korrupt betyder, at man misbruger en betroet magtposition til at tage beslutninger, der gavner én selv. Der kan være tale om at gavne familie eller bekendte til at få ydelser, stillinger eller andre fordele som f.eks. kontrakter eller handelsaftaler. Der kan også være tale om at modtage penge eller andre fordele. Både offentligt ansatte og privat ansatte kan være korrupte. Korrupte personers handlinger kaldes korruption.
|
| | |
| Korruption | Betyder, at man misbruger en betroet magtposition til at tage beslutninger, der gavner én selv. Der kan være tale om at gavne familie eller bekendte til at få ydelser, stillinger eller andre fordele som f.eks. kontrakter eller handelsaftaler. Der kan også være tale om at modtage penge i form af bestikkelse eller andre fordele. Der kan være tale om alt, lige fra at politibetjenten modtager et par pengesedler til firmaer, der bestikker regeringsmedlemmer eller embedsmænd for at få milliard-kontrakter. Korruption findes både i den offentlige og den private sektor.
|
| | |
| Landestrategi | En strategisk, detaljeret plan for udviklingsarbejdet i de enkelte programsamarbejdslande (se programsamarbejdsland). Danida har lavet landestrategier for alle programsamarbejdslande. De kan findes på Danidas hjemmeside (www.danida.dk).
|
| | |
| Malaria | Smitsom sygdom, der giver høj feber. Malaria findes næsten udelukkende i troperne. Den overføres fra menneske til menneske af malariamyg. De overfører smitten, når de stikker en rask person, efter de har stukket en syg. Hvert år dør ca. to millioner mennesker af malaria. Dermed er malariamyggen verdens farligste dyr.
|
| | |
| Menneskerettigheder | Rettigheder, som ethvert menneske har uanset race, køn, sprog eller religion. Idéen om menneskerettigheder blev udviklet af en række filosoffer i det 17. århundrede. FN vedtog ved sin dannelse (se FN) et dokument om menneskerettigheder, som er grundlæggende for brugen af ordet i dag. Mange lande kritiseres for ikke at respektere menneskerettighederne.
|
| | |
| Multilateral bistand | Bistand, der ydes til mange lande gennem internationale organisationer. "Multi" betyder flere. Multilateral bistand er det modsatte af bilateral bistand, der ydes fra ét land til ét andet land.
|
| | |
| Mødredødelighed | Antallet af kvinder, der dør i forbindelse med graviditet eller fødsel, ud af 100.000 levendefødte børn.
|
| | |
| Nepotisme | Betyder, at man favoriserer slægtninge og venner ved f.eks. besættelse af stillinger. (Se også korruption).
|
| | |
| NGO | Er en forkortelse for Non-Governmental-Organisation, der kommer fra engelsk og betyder en ikke statslig organisation. En NGO er en privat organisation som f.eks. Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Læger Uden Grænser. Når man taler om bistand, er NGO’er de organisationer, der udfører bistandsarbejde i u-landene. Dette arbejde udføres for indsamlede penge og statsstøtte fra f.eks. Danida.
|
| | |
| NGO-bistand | Hjælp, der ydes af NGO’er (se NGO). Ofte vil NGO-bistand blive tildelt som projektbistand. (Se projektbistand).
|
| | |
| Nødhjælp | Hjælp, der ydes i en akut nødsituation som f.eks. naturkatastrofer, hungersnød eller krigs- og konfliktsituationer. Nødhjælp kan gives i form af f.eks. mad, tæpper, medicin og telte samt psykologhjælp til den befolkningsgruppe, der er blevet ramt af en katastrofe, og hjælp til konkrete genopbygningsprojekter. (Se også humanitær bistand).
|
| | |
| Oprindelige folk | Oprindelige folk er folkeslag og grupper, der - i mere eller mindre grad - holder fast i deres oprindelige kultur og livsform.
|
| | |
| Programsamarbejdsland | Danida har valgt at koncentrere sin bilaterale bistand (se bilateral bistand) til 16 udvalgte lande. Disse lande kaldes programsamarbejdslandene. Landene er: Bangladesh, Benin, Bhutan, Bolivia, Burkina Faso, Egypten, Ghana, Kenya, Mali, Mozambique, Nepal, Nicaragua, Tanzania, Uganda, Vietnam og Zambia.
|
| | |
| Projektbistand | Bistand, der drejer sig om et konkret projekt. Projektbistand har et begrænset mål i en begrænset periode. Det kan f.eks. være byggeri af skoler, veje eller sundhedsklinikker. Projektbistand er det modsatte af sektorbistand. (Se sektorbistand).
|
| | |
| Relativ fattigdom | Et begreb, der ændrer sig alt efter hvor i verden, man befinder sig. Jo lavere et løn- og prisniveau et land har, jo lavere er grænsen for, hvornår man er fattig.
|
| | |
| Rigsrevisionen | Rigsrevisionen er statens revisionsmyndighed, som i fællesskab med statsrevisorerne gennemgår og efterser statens regnskaber. Formålet med revisionen er at kontrollere, om statsregnskabet er rigtigt samt at vurdere, om borgernes penge er brugt på en effektiv og rigtig måde.
|
| | |
| Råvarer | De materialer, der bruges til produktion af forskellige fødevarer og industriprodukter. Det kan være landbrugsprodukter, træ, malm fra minerne, men kan også være kemisk fremstillede råvarer, der siden hen bruges i andre produktioner.
|
| | |
| Sektorbistand | Sektorbistand er bilateral bistand (se bilateral bistand), der koncentreres i to til fire sektorer i et land. Sektorerne kan typisk være landbrug, sundhed eller undervisning. Modtagerlandet har en plan for udvikling af sektoren, og Danida udarbejder i tæt samarbejde med myndighederne i modtagerlandet et støtteprogram til planen, så planen kan realiseres. Danidas støtteprogrammer strækker sig ofte over 15-20 år.
|
| | |
| Spædbørnsdødelighed | Antallet af børn, der er døde inden deres 1 års fødselsdag, pr. 1000 levende-fødte børn.
|
| | |
| U-land | Forkortelse for udviklingsland Der er ikke helt enighed i verden om, hvad et u-land er. Men i Danmark har vi denne forklaring:Et u-land er et land,- hvor de fleste mennesker bor på landet og arbejder med landbrug- som mangler fabrikker, og derfor ofte eksporterer råvarer- hvor der er mange børn i hver familie- hvor de fleste mennesker er fattige- hvor den gennemsnitlige levealder er lav- hvor der er ingen eller kort skolegang for de fleste børn- som har en stor gæld til udlandet i forhold til værdien af produktionen- som vil udvikle sin økonomi, dvs. sin produktion og handel.Alle u-lande har ikke alle disse problemer, men ofte de fleste af dem.
|
| | |
| Udenlandsgæld | Når en stat låner penge i udlandet (i udenlandsk valuta), kaldes det udenlandsgæld.
|
| | |
| Udviklingsbistand | Økonomisk støtte, der gives til udvalgte u-lande med det formål at hjælpe befolkningen i disse lande til på længere sigt at klare sig selv. Udviklingsbistanden er altså en støtte, der gives, så de fattige i u-landene får muligheder for at skabe forbedringer i deres liv.
|
| | |
| UNICEF | United Nations Children's Fund: Verdens børnefond under FN (se FN). UNICEF arbejder med nødhjælp, katastrofehjælp og udviklingshjælp til børn i hele verden.
|
| | |
| Valutabalance | Balancen mellem, hvad landet køber i udlandet (udenlandsk valuta ud af landet), og hvad landet sælger i udlandet (udenlandsk valuta ind i landet). Hvis man køber mere i udlandet, end man sælger til udlandet, har man underskud på valutabalancen. Det kalder også betalingsbalance.
|
| | |
| WHO | World Health Organisation: Verdens Sundhedsorganisation, der hører under FN. (Se FN)
|
| | |
| WTO | World Trade Organisation: Verdens Handelsorganisation, der hører under FN (se FN). Den internationale organisation, der styrer og kontrollerer internationale handelsaftaler. WTO spiller en central rolle i forhandlingerne om en mere åben og liberal verdenshandel uden begrænsninger og toldbarrierer.
|
| | |