|
Ulighederne i verden mellem rige og fattige lande og de uretfærdige forhold, mange mennesker lever under, kan virke overvældende og lammende. Som enkeltperson kan man føle sig hjælpeløs og spørge sig selv, hvilken forskel man alene kan gøre.
Men fattigdom og uretfærdigheder kan bekæmpes og udryddes!
Selv om du er hjemme i Danmark, kan du både gøre noget alene og sammen
med andre. Og du kan vælge at rejse ud og gøre en forskel sammen med
lokalbefolkningen i et u-land. Her på siden kan du finde ideer til
hvordan.
Gør det selv
Gør det sammen med andre
Rejs ud i verden
Gør det selv
En af de vigtigste forudsætninger for at handle er viden. Et godt sted
for alle at begynde er derfor at søge viden og informationer, så man
kan forholde sig til de globale problemstillinger, og så man handler ud
fra et nuanceret grundlag.
Diskuter det, du læser om f.eks. rige og fattige lande og udviklingsbistand, med dine kammerater og lærere.
Inviter en oplægsholder, der ved noget om udviklingssamarbejde og
u-lande, f.eks. fra en privat organisation (NGO) til at komme og holde
oplæg for dig og dine kammerater - i din klasse eller andre steder,
hvor I mødes. Find ideer til oplægsholdere fra danske NGO’er på www.o3v.dk
Inviter en person, du er uenig med, til en diskussion om f.eks.
Danmarks udviklingsbistand, så du får mere at vide om det, du ikke
forstår eller er uenig i. Sådan kan du også blive bedre til at
argumentere for egne meninger og holdninger!
Skriv et læserbrev om en aktuel sag om global udvikling - eller deltag
i en diskussion på et website, f.eks. på Danmarks Radios debatsider.
Meld dig ind i en organisation eller et politisk parti, der har
holdninger, du er enig i. Mange organisationer eller partier har
særlige ungdomsafdelinger, hvor man kan deltage aktivt i møder og
arrangementer. Find eksempler på danske NGO’er hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
Skriv under på diverse støtteaktioner og underskriftsindsamlinger om
f.eks. udviklingsbistand, gældslettelse til u-landene eller lignende.
Deltag i demonstrationer for sager, du tror på!
Køb varer over nettet og støt samtidig en god sag. Du bestemmer selv hvilken. Læs mere om engodsag.dk
Køb varer, der støtter producenter i u-landene, f.eks. varer mærket med
Max Havelaar-mærket eller gennem Fair Trade-butikker rundt om i landet.
Læs om Max Havelaar Fonden. Find Fair Trade-butikker
Arbejd frivilligt for en god sag. Brug f.eks. nogle timer om ugen i en genbrugs-butik som Folkekirkens Nødhjælps trendbutikker ”Fisk” eller i Røde Kors-butikkerne. Her kan du hjælpe med administrationen, kampagner eller noget helt andet.
Gør det sammen med andre
Sammen med andre, f.eks. din klasse, kan du få mere viden ved at
invitere en gæstelærer med personlig kontakt til og oplevelser fra
u-lande . Find gæstelærere gennem f.eks. Oplysningscentret om den tredje verden (O3V) eller gennem FN-forbundet
I kan invitere en politiker til debatmøde om globale problemstillinger
og u-landsbistand. Gennem dette kan I opfordre forskellige politiske
partier til at gøre mere for at få alle børn i verden i skole eller
give mere støtte til de fattige lande.
Klassen eller skolen kan arbejde med ”den internationale dimension” som
et overordnet tema for klassen eller skolen. Man kan få inspiration til
det internationale/globale arbejde på www.skoleniverden.dk eller på
www.emu.dk/3verden .
Klassen kan afholde loppemarked eller indsamlinger og sende midler til
projekter eller nødhjælp. Kontakt en af de private humanitære
organisationer for at få information om støtteprojekter, f.eks.
Mellemfolkeligt Samvirke, Ulandsorganisationen Ibis, Folkekirkens
Nødhjælp, Røde Kors, Care Danmark eller Red Barnet.
Du kan opfordre din sportsklub eller spejdertrop til at få en partner i
et fattigt land, som I kan lave udveksling med, samle sportsudstyr ind
til eller føre dialog med. Med din klasse kan I også få en
”venskabsklasse” i et u-land. Man kan få transporten af indsamlede
hjælpemidler/sportsudstyr eller lignende betalt, hvis det drejer sig om
støtte til udviklingsprojekter eller fattige grupper. Søg under
”genbrug til Syd” hos Mellemfolkeligt Samvirke .
I kan skrive læserbreve om et bestemt emne og argumentere for, at der
skal gøres noget ved jeres sag! Jo flere I er, der skriver, jo større
effekt har det. Lad hele klassen eller gruppen skrive forskellige breve
og komme med forskellige eksempler til bestemte medier.
Klassen eller skolen kan sponsorere et barns skolegang i et fattigt land, se f.eks. Børnefonden eller SOS Børnebyerne.
Rejs ud i verden
Udveksling
Der findes muligheder for kortere skoleophold i forskellige lande,
enten alene eller sammen med din klasse. Flere skoler har et samarbejde
med en skole i et andet land. Få inspiration hos
Undervisningsministeriets internationale afdeling Cirius.
Klassen kan deltage i et udvekslingsprojekt med skoler fra andre steder i verden. Se f.eks. European Schoolproject, hvor skoler fra mere end 26 lande deltager.
Læs mere på www.udiverden.dk,
hvor du kan hente flere oplysninger om forskellige former for ophold i
udlandet i forbindelse med en uddannelse eller som frivilligt eller
lønnet arbejde.
Se også hos organisationen AFS Interkultur om deres udvekslingsmuligheder med andre lande - eller om muligheden for at få en udenlandsk studerende til at bo i dit hjem.
U-landsophold
Rejs ud gennem en af de private organisationer, der arbejder med
nødhjælp eller udviklingsbistand. Arbejd f.eks. en kortere eller
længere periode som praktisk medhjælper i en miljø- eller
ungdomsorganisation i et u-land.
Der er flere muligheder af kortere eller længere varighed. Man skal
regne med selv at finansiere udgifterne, undtagen ved nogle ganske få
længerevarende tilbud. Man skal i de fleste tilfælde være 18 år for at
kunne deltage.
Mellemfolkeligt Samvirke (MS)
Mellemfolkeligt Samvirke formidler to typer udlandsophold for folk, der
ønsker at gøre en frivillig indsats i kortere eller længere tid i et
udviklingsland:
”Internationale workcamps” og længerevarende ophold med frivilligt arbejde.
F.eks. 3-4 ugers ophold, hvor man samarbejder med en lokal organisation
om f.eks. socialt arbejde, konflikthåndtering eller miljøarbejde.
Desuden har MS et ”Midterm Volunteers Program” hvor man fra 3 til 12
mdr. arbejder hos en lokal organisation, f.eks. med
hiv/aids-problematik, på børnehjem eller med sundhedsoplysning f.eks.
gennem teater.
Kontakt MS´s rejseafdeling for nærmere informationer.
Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp har et frivillig-program, hvor man kan komme til
en lang række lande bl.a. Cambodja, Malawi, Kirgistan, Tanzania og
Uganda
Læs mere om muligheder hos Folkekirkens Nødhjælp
Ungdommens Røde Kors (URK)
Ungdommens Røde Kors organiserer fem måneders ophold i Uganda, hvor man
samarbejder med lokale Røde Kors-organisationer om hiv/aids- og
malariaforebyggende arbejde. Læs mere om URK
Højskoler
Flere højskoler har ophold med både undervisning og u-landsophold, f.eks. Silkeborg Højskole og Rønde højskole. Find en oversigt over Danmarks højskoler
|