| Tal med de døve |
|
|
Døve smitter. Denne falske forestilling afskærer mange døve børn og unge fra at have en normal tilværelse i Etiopien. De bliver frosset ude.
Tekst og fotos: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa Det tørre jord hvirvles op, da to drenge med stor iver kaster sig mod den bold, der i en høj bue daler ned mod dem. Drengenes øjne fokuserer så intenst på bolden, at de ikke ser, at en tredje dreng nærmer sig og med et snuptag griber bolden. De to andre drenge giver dog ikke op så let, og kampen om bolden fortsætter, indtil en skinger tone kalder til næste time. På overfladen ligner Mekanissa-skolen i udkanten af Addis Ababa en hvilken som helst anden skole i Etiopiens hovedstad. De 324 elevers leg afslører intet usædvanligt. Bag skolens høje mure er børnene da også omgivet af ligesindede, men uden for er situationen en helt anden. 212 af skolens børn er nemlig døve eller hørehæmmede.  Mange døve dropper skolen I Danmark er det mange år siden, et hørehandicap betød, at man ikke kunne gå i skole og være aktiv, men det er anderledes i Etiopien. Her har kun få døve børn mulighed for at gå i skole og lære tegnsprog. "Generelt bliver børn med handicap ikke opfattet som rigtige borgere. At få en uddannelse bliver derfor heller ikke set som en rettighed, de har," fortæller Belayneh Wandafrash, der er rektor på Mekanissa-skolen, hvor man har over 46 års erfaring med at undervise døve. "De døve børn kan ikke følge en normal skolegang, og mange dropper derfor ud tidligt. Det er meget frustrerende for dem, at de ikke kan dele deres tanker og ideer med andre, og det er med til at afskære dem fra deres omgivelser," tilføjer han. Med base på skolen i Mekanissa, har den danske Danida-støttede organisation AC Børnehjælp siden 2005 derfor arbejdet med at få døve til at kunne tage aktiv del i verdenen omkring dem og samtidig skabe et bedre sammenhold i familierne. Smitter døve?  "Der er mange misforståelser om døve i Etiopien. For eksempel er det et udbredt problem, at folk tror, det er noget, der smitter. Der mangler i høj grad information om, hvordan handicappet opstår, og hvordan man kan undgå det," fortæller Ephrem Amare, projektkoordinator for AC Børnehjælps projekt Tal med de døve.
En af dem, der mærker dette på egen krop, er døve Aklilu Mulu på 14 år, der bor sammen med sin søster og mor. Mange af områdets børn har fået at vide derhjemme, at de ikke må lege med ham. Derfor bliver han ofte drillet og frosset ude fra andre børns leg. Der er også andre forhindringer. "Min familie er endnu ikke så gode til tegnsprog, så det er tit svært for os at forstå hinanden," fortæller han på tegnsprog, mens Belayneh Wandafrash oversætter. I store, landsdækkende tv- og radiokampagner og på små lokale møder oplyser AC Børnehjælp og deres lokale partner derfor om det at være døv. Samtidig underviser de forældre og søskende til døve i tegnsprog, så de kan få en normal hverdag, hvor handicappet ikke er en hindring for, at de forstår hinanden. Også sundhedspersonale og politi inddrages, for det er vigtigt, at personalet disse steder ved, hvordan de skal forholde sig til døve. Undervisning og leg På Mekanissa-skolen er den store, tørre skolegård nu tom. Men selvom eleverne er gået til time, lyder der stadig latter fra flere af de blå, lerklinede klasselokaler, hvor der undervises i alt fra geografi og naturfag til sprogfag og tegnsprog. Skolen blev grundlagt i 1963 med de døve børn, som grundlæggerne stødte på i gadebilledet som tiggere. Lige siden har skolen haft både døve og hørende børn. "Undervisning og leg er en god måde at bringe de to grupper sammen på. Både her og uden for skolens porte. Men det er selvfølgelig en udfordring at undervise dem sammen, og det kræver meget af lærerne," fortæller Belayneh Wandafrash. For Aklilu Mulu har undervisningen på Mekanissa-skolen betydet, at han har fået mere selvtillid: "Jeg lærer meget af at gå her, og det håber jeg at kunne bruge til at få en karriere inden for fysik eller naturvidenskab," siger Aklilu Mulu. AC Børnehjælps projekt på Mekanissa-skolen blev afsluttet i juli 2009. Og selvom man er nået langt, erkender Ephrem Amare, at alle problemer langt fra er løst: "Der kommer hele tiden nye elever - og dermed nye udfordringer. Den viden, vi har opbygget på Mekanissa-skolen, er vigtig at give videre," konkluderer Ephrem Amare. AC Børnehjælp har derfor planer om at brede erfaringerne fra projektet ud til andre døveskoler og skoler med døveklasser i Addis Ababa. Marta Gramstrup Rasmussen har været journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. Historien har været bragt i en lidt længere version i et handicaptema i Udvikling 5/2009 I Etiopien er der ca. 14 døveskoler. Tre af dem ligger i hovedstaden, Addis Ababa, og har plads til ca. 600 døve og hørehæmmede børn. Derudover har omkring 84 almindelige skoler døveklasser – hovedsageligt til de laveste klassetrin. |
||