| Værterne har det værst |
|
|
I Kenya kæmper 300.000 somaliske flygtninge i tre af verdens største lejre med de lokale værter om vand, dyrefoder, byggematerialer og brænde.
Tekst og foto: Jan Kjær, Dadaab  Formanden spytter galde. Han er rigtig vred.
"Jeg er træt af hvide folk som dig, der hele tiden dukker op med notesblok, stiller spørgsmål og skriver vore svar ned. Vi ønsker handling!" siger Sadik Odawa med eftertryk. Klanrådet i Dadaab er samlet i den lille distriktsbygning, og diskussionen drejer sig om én ting: det spændte forhold mellem de tre store flygtningelejre og de lokale. Budskabet er klart: Flygtningene løber med næsten al hjælp, og de lokale bliver stadig fattigere. 20 års befolkningseksplosion De lokale – også kaldet værtsbefolkningen - er kenyanske somali-folk, og flygtningene i Dadaab-lejrene er for 95 pct. vedkommende somaliere. På trods af slægtskabet er konflikterne til at tage og føle på – de handler om ressourcer. Knap 300.000 flygtninge bor for tiden i de tre flygtningelejre Ifo, Hagadera og Dagahaley ca. 100 km fra den somaliske grænse. Det første store flygtningetræk kom under borgerkrigen i Somalia i 1991, og mange af dem er blevet i lejrene lige siden. I begyndelsen af 90’erne boede der kun 70.000 beboere i området ved Dadaab. I dag udgør de fastboende 200.000 af de i alt 500.000 mennesker. Det er mere end en syv-dobling af befolkningstallet på 20 år. Og der kommer flere. Konflikten i Somalia er igen blusset op, og derfor krydser hundredvis af nye flygtninge over grænsen hver uge og tropper op nær Dadaab. De mange mennesker sætter naturressourcerne under kraftigt pres i et allerede fattigt og udpint område. Fra nomader til nødhjælpsmodtagere Ragelse, papir og plastik ligger i store dynger foran de små blikskure ved den hullede vej igennem Dadaab-distriktet i Kenyas nordøstlige provins, en af landets fattigste. Her er børnedødeligheden høj, og uddannelsesniveauet lavt. De lokale føler sig forbigået af Kenyas regeringer og statsledere gennem tiden.
Den enorme internationale indsats rettet mod de 300.000 flygtninge i lejrene er synlig overalt. Hjælpeorganisationernes firhjulstrækkere og lastbiler med fødevarehjælp drøner forbi, og de små runde hytter i landsbyerne er tætnet med nødhjælpssække. Men flygtningene er ikke den eneste store udfordring for Dadaab og omegn. Overalt i Kenya har regnmængderne været stærkt svindende de senere år. Disse klimaændringer gør store områder af Kenya svære at opdyrke og uegnede til husdyr. Den første store flygtningestrøm i 1991 faldt sammen med en omfattende tørke, der slog de store kvægflokke ihjel. Før 1991 var vegetationen fin, og giraffer og antiloper vandrede omkring. Dengang var lokalbefolkningen kvægnomader. "Vi sørgede for, at der var nok græs, indtil regnen kom. Kvæget måtte kun græsse på bestemte områder. Alt det er ødelagt nu," fortæller 63-årige Derow Abdow. Hjælpen går kun til lejrene
Antallet af somaliske flygtninge i Dadaab-området har nu passeret de
300.000. Og der kommer flere. Drengen Mahmoud fra Ifod-lejren har været
ude i bushen og hente et bundt grønt græs til familiens to geder.
I dag er de lokale fastboende, og mange har kun fødevarehjælpen at overleve på. Når regnen endelig kommer, er der ikke nok bevoksning til, at vandet kan sive ned. Det løber bare af jorden. "Området er ved at blive en ørken," siger Derow Abdow. 
De ældre i Dadaab-området har erkendt, at tiden med de store kvægflokke er endeligt forbi. De bliver nødt til at ændre livsform. Men harmen er stor over den glemsel, de lever i. De er trætte af, at hjælpen hovedsagelig går til lejrene.
"Vi har det værre end flygtningene," siger Sadik Odawa. Problemet for Dadaabs fastboende er, at flygtningeområdet er reguleret efter internationale standarder, der klart beskriver, hvor mange brønde, skoler og latriner, der skal være. De lokale kenyanske fattige har ikke sådanne standarder at læne sig op ad. Men til syvende og sidst er det donorernes valg, hvem hjælpen skal gå til – og her er der mere ’dagsorden’ i flygtninge end i fastboende fattige. Kamp om ressourcerne Dansk Røde Kors er med et Danida-støttet sundhedsprogram en af de få donorer, der også arbejder blandt værtsbefolkningen. "Det er næsten ubeskriveligt fattigt, og situationen hos værtsbefolkningen kan næsten virke helt håbløs," siger Søren Hougaard, leder af Dansk Røde Kors’ arbejde i Østafrika og på Afrikas Horn. Alligevel er han sikker på, at indsatsen er vigtig. "Vi er med til at give de lokale menneskelig værdighed og muligheder for bedre at forsørge sig selv og deres familie. På den måde kan de være med til at tage et medansvar for udviklingen." Kampen om de sparsomme ressourcer i området er hård. I hver af lejrene har de internationale hjælpeorganisationer boret dybe brønde for at skaffe vand til flygtningene. Det bekymrer. "Vi er afhængige af vand, og vi aner ikke, hvor meget der bruges. Vi ønsker, at grundvandsstanden bliver målt," siger Derow Abdow. Bekymringen gælder også træer, buske og græsningsarealer. "Prøv i lejrene at kigge på deres æselkærrer – eller deres huse. De er bygget af materialer fra vores naturressourcer," fortsætter formanden Sadik Odawa. Og han har ret. I Ifod-lejren bærer en mand et tungt læs af friskafskårne lange grene på skuldrene, og drengen Mahmoud fra 5. Klasse har været ude i bushen og hente et bundt grønt græs til familiens to geder. Det kunne være os Der er eksamen i lejren. De ranke gymnasiestuderende i deres fine hvide skjorter og mørkeblå bukser er snakkesalige. De har boet hele deres liv i flygtningelejren, og der er ikke udsigt til, at de kan vende tilbage til et Somalia, de aldrig har set. Måske er de blandt de få, der slipper ud til Canada eller USA. De fastboende i Dadaab-området konstaterer også, at flygtningene allerede har været i området i knap 20 år. "Men hvad med de næste 20 år?" spørger en af de ældre i Dadaab. De har deres egne forslag til løsninger og handling. Lejrene skal hegnes ind, og der skal være loft på antallet af flygtninge. Desuden må FN’s Flygtningehøjkommissariat og det internationale samfund arbejde hårdt på at genskabe et bæredygtigt miljø i området. "Vi siger ikke, at flygtningene er dårlige mennesker, for vi kunne jo også selv pludseligt ende på flugt. Bare se, hvad der skete efter sidste valg her i Kenya," slutter formanden Sadik Odawa. I den lille by Dadaab brændes endnu et lille bundt plastik af i de dybe huller i vejen, mens de internationale hjælpeorganisationers firhjulstrækkere drøner forbi – mest med hjælp til andre. Jan Kjær er journalist, konsulent og ejer af Better-World.dk Historien har i en lidt længere version været bragt i Udvikling 8/2009. Den danske hjælp til flygtningene og værtsbefolkning i Dadaab falder under nærområdeindsatsen. Den samlede årlige danske nærområdeindsats ligger på ca. 305 mio. kr. Støtten er fordelt på programmer i Afghanistan, Irak, Syrien, Jordan, Yemen, Somalia, Kenya, Sudan, Uganda, Burundi, Liberia, Elfenbenskysten og Guinea. Målgruppen er flygtninge, internt fordrevne, hjemvendte flygtninge og værtsbefolkningen. |
||||