De unges oprør

Gnisten der tændte det arabiske oprør

Den 17. december 2010 hælder en ung arbejdsløs tuneser ved navn Mohamed Bouazizi benzin udover sig selv i frustration. Et halvt år efter har det arabiske oprør væltet to regimer og rystet mange flere. De unge arabere har været helt i front i protesterne mod stigende priser, korruption, arbejdsløshed og manglende ytringsfrihed.

Af Jan Kjær

Mohammed Bouazizi fra byen Sidi Bouzid i Tunesien har ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, hvilke kræfter han satte i gang, da han 17. december sidste år hældte benzin ud over sig selv og satte en tændstik til.

Han var træt af den måde, de lokale myndigheder behandlede ham på. Træt af, at han ikke kunne få lov til at sælge grøntsager på gaden.

Tv indslag fra Al Jazeera


Den arbejdsløses mange frustrationer kunne mange nikke genkendende til i den arabiske verden, hvor der er udbredt utilfredshed med stigende priser, arbejdsløshed, korruption, og manglende ytringsfrihed.

Den flammende aktion blev startskuddet til en række store protestaktioner.

Først i Tunesien, hvor den meget magtfulde præsident siden 1987, Zine El-Abidine Ben Ali, i januar måtte flygte til Saudi Arabien efter massive folkelige protester.

Siden har oprøret spredt sig som lynild til stort set alle lande i Mellemøsten og Nordafrika. Nogle steder ret fredeligt, andre steder meget blodigt.

Væk med gammelmandsvælde

Et er sikkert. Det Arabiske Oprør vil have stor indflydelse på udviklingen i samfundene i Mellemøsten og Nordafrika. For de unge er blevet en magtfaktor i den arabiske verden, der ellers har været præget af gammelmandsvælde.

Præsidenter som Tunesiens Ben Ali på 74, Egyptens Hosni Mubarak på 82 og Libyens Moamar Gaddafi på 68 er eksempler på mere eller mindre diktatoriske præsidenter, der troede, de skulle sidde trygt og godt på livstid. Gaddafi har allerede siddet ved magten i 42 år. Og de unge, der udgør mere end halvdelen af befolkningen i landene, blev stort set ikke hørt.



Arbejdsløsheden er enorm, og fremtidsdrømmen for mange har været at flygte til Europa. Hjemme var dørene lukket godt og grundigt i.

Egypten som lakmusprøve

Tunesien er med sine blot 10 mio. indbyggere et lille land. Men kort efter protesterne i Tunesien begyndte Tahrir-pladsen i det centrale Kairo at summe, og hurtigt bølgede et enormt menneskehav på pladsen. Dag og nat var demonstranterne på gaden.

Egypten er med sine 80. mio. indbyggere en af Afrikas mest folkerige stater. Samtidig står landet med sin strategiske placering ved den livsvigtige Suez-kanal og tæt på Israel helt centralt i det verdenspolitiske spil.

Hele verden holdt vejret, mens den arabiske kæmpe tog livtag på Tahrir-pladsen. Præsident Hosni Mubarak, som havde siddet tungt på magten i 30 år, måtte trække sig tilbage efter 18 dages massive folkelige protester.

Det fredelige oprør i Egypten endte desværre blodigt. Omkring 400 mennesker måtte lade livet, og Mubarak, hans familie og medlemmer af regeringen står nu anklaget for korruption og magtmisbrug.

Fra Youtubekanalen "no comment tv"


De ulmende oprør

Fra Marokko i vest til Oman i øst ulmer eller flammer oprørene stadig.

Det folkerige land Marokko har oplevet protestdemonstrationer, men aktivisterne går hjem igen, og kongen har lovet omfattende reformer. Både Oman og Algeriet har haft mindre og sporadiske demonstrationer.

Jordanerne gik på gaden i stort tal i januar og februar for at protestere mod stigende priser og bedre jobmuligheder. I Irak er adskillelige blevet dræbt og såret af sikkerhedsstyrker under demonstrationer mod korruption og mangel på sikkerhed og ytringsfrihed.

Saudi Arabien, som forbyder oppositionsbevægelser, er et af de få lande i regionen, som er gået fri af oprørsbølgen, men har sendt tropper ind i nabostaten, det lille ørige Bahrain, for at hjælpe med at kvæle oprøret der.

De flammende oprør

Den seneste tids udvikling i Libyen, Syrien og Yemen tyder på, at våbenmagt bliver stadig mere udbredt i Det Arabiske Oprør.
I midten af februar begynder befolkningen i det østlige Libyen at protestere, og Oberst Moamar Gaddafi sætter hurtigt militæret ind mod sin egen befolkning. FN’s sikkerhedsråd vedtager at oprette et flyveforbud og at civile skal beskyttes med ’alle nødvendige tiltag.’

Den 19. marts ligger en række kampvogne og pansrede mandskabsvogne ødelagte og rygende på landevejen lige uden for Benghazi, Libyens andenstørste by.

Frankrig, USA, England, Danmark og en række andre lande tager del i den militære aktion, som NATO nu leder.

I Syrien slår præsident Bashar Al-Assad hårdt ned på enhver modstand, og hundredvis er døde. Kampvogne sendes ind i beboelseskvarterer, og demonstranter skydes ned på gaderne. I Yemen nægter præsident Saleh at træde tilbage, og blodige kampe er brudt ud.

Falder en ny mur?

Mange kommentatorer sammenligner Det Arabiske Oprør med Murens Fald i 1989, der markerede enden på de kommunistiske styrer i Europa. Kunne dette blive enden på en lang række udemokratiske styrer i Nordafrika og Mellemøsten?

Ligesom i 1989 ved ingen, hvordan det hele ender. Situationen i Egypten og Tunesien, hvor præsidenterne har måttet opgive magten, er det slet ikke afklaret, om demokratiet vil sejre til sidst.

Og i de andre lande forandrer situationen sig time for time, så denne lille artikel kan kun levere en række øjebliksbilleder.

Men de unge er for alvor kommet på banen.

Den unge arbejdsløse Mohamed fra Tunesien har dog ikke selv oplevet de revolutioner, han var med til at føde. Han døde på hospitalet af sine brandsår.

Se Politikens interaktive kort, der giver et overblik over omvæltningerne i den arabiske verden.

Læs mere om situationen i Yemen i historien 'Afrah blogger fra oprøret i Yemen' her

Kilder: jp.dk og Politiken.dk

Jan Kjær er journalist og konsulent med speciale i udviklingslande.

Til læreren er der udarbejdet et oplæg til fordybelse og debat